Lækker blommetærte med mandel-havre crumble og vanilje cremefraiche
Blommetærte med crumble er en super lækker sommer og efterårs dessert. Det afhænger helt af hvornår dit blommetræ giver dig modne blommer. Den er sød og samtidig gør blommerne den frisk og er super lækker med enten en klat is eller en god klat vanilje creme fraiche med vanilje, som du også finder en opskrift på. Blommetærten er perfekt til de de skønne sommeraftener på terrassen eller de grå efterårsdage, hvor vejret indbyder ekstra meget til hygge på sofaen. Jeg lavede tærten for min familie og den blev godkendt hele bordet rundt. Også hos dem som normalt ikke er til kage.
Jeg er vild med blommer i alle afskygninger. Både syltet, som marmelade og generelt bare i bagværk. Min mormor købte de lækreste blommer til mig på grønttorvet i Odense, som selvfølgelig skulle laves noget lækkert med. Især nu hvor vi går de mørke og kedelige dage i møde. Jeg kan godt lide, at eksperimentere med de frugter, som årstiden beriger os med, så det blev til denne fantastiske blommetærte. Desværre har der ikke været så mange blommer på træerne år, pga. den lange frost periode. Så hvis ikke du har fundet dem i din have, kan de både købes på frost i Super Brugsen.
Måske du også vil kunne lide; Æbletærte med crunchy crumble
Blommetærte med havre – mandel crumble
Ingredienser
Mørdej;
- 125 gr. blødt smør
- 200 gr. hvedemel
- 65 gr. flormelis
- 1 lille æg
- 1 æggeblomme
Blommefyld;
- 600 gr. skyllede og ordnede blommer (uden sten)
- 4 spsk. rørsukker
- 1 tsk. vaniljepulver
Crumble;
- 130 gr. blødt smør
- 100 gr. rørsukker
- 90 gr. hvedemel
- 80 gr. mandler
- 1/2 tsk. vaniljepulver
- 1.5 dl. havregryn
Topping;
- 500 gr. 18% creme fraiche
- 2 tsk, vaniljesukker
- 2 spsk. rørsukker
Sådan gør du
Mørdej;
- Skær smøren ud i mindre stykker og kom dem ned i din køkken maskine eller skål. Hæld mel og flormelis ned i skålen og rør godt rundt, til det smuldre fint og ligner rasp
- Tilsæt til sidst æg og æggeblomme og rør nogle sekunder yderligere i dejen, til den lige akkurat samler sig. Drys mel ud på din bordplade og hæld dejen ud
- Saml den meget nænsomt og hurtigt – des mere du ælter den, des sejere og bastand bliver den. Når den er samlet, pakkes dejen ind i vita wrap / husholdningsfilm og ligges i køleskabet i en time før brug
- Stil smørret til din crumble ud på køkkenbordet, så den kan nå at blive blød. I mens laver du blommefyldet.
Blommefyld;
- Skyl blommerne og skær dem ud i tynde både. Hæld rørsukker og vanilje i en skål og hæld blommerne deri. Rør godt rundt så rørsukker og vanilje fordeler sig godt på blommerne og stil dem derefter på køl til de skal bruges.
Tærtebund;
- Tænd ovnen på 180 graders over- og undervarme
- Drys mel ud på din bordplade og rul dejen ud med en kagerulle til den bliver rund og passer til din tærteform. Smør din form med olie eller smør og drys lidt mel ud i formen, inden mørdejen lægges i
- Prik huller i bunden med en gaffel inden den bages. Forbag mørdejen til den bliver gylden i 15 minutter og lad den efterfølgende køle i 30 min.
Crumble;
- Hak mandlerne groft. Bland alle ingredienser sammen i en skål og rør godt rundt med fingrene, så smøren er fordelt godt og alle ingredienser er fordelt. Stil skålen til side indtil brug.
Blommetærten;
- Når tærtebunden er kølet af, hælder du blommefyldet ned i formen og fordeler dem. Derefter hælder du din crumble ud over blommerne så den dækker blommefyldet
- Bag derefter tærten i 35 – 45 minutter, til den er gylden og lækker – vores ovne varmer forskelligt og det kan derfor godt variere hvor længe de skal have
- Server tærten afkølet eller lun med en klat vanilje cremefraiche, is eller flødeskum. Tærten kan sagtens stilles på køl og nydes en anden dag, hvis der skulle være en rest tilbage.
Velbekomme;