Fra overvægtig til fitnessjunkie | Fanget i egen krop

Fra overvægtig til fitnessjunkie – Jeg blev styret af min træning, mine madvaner, jeg udviklede angst, og jeg kunne ikke længere kende mig selv..

Jeg synes det er vigtigt at tage fat om emner, omhandlende afhængighed og styring, når det går ind og bliver skadeligt for krop og sjæl. Jeg snakker for første gang om angsten, som ramte mig. Jeg fortæller hvordan træningen endte med at blive en afhængighed, og hvordan min verden blev vendt 180 grader, til et rent mareridt.

Jeg var gæsteblogger på Bluvi.dk’s magasin, for små to uger siden, hvor de havde spurgt mig om jeg ville dele min historie med dem, når de d. 1/10 lancerede deres nye hjemmeside, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville.

Hvis du ikke fik læst indlægget på deres hjemmeside, kan du læse det her, med nogle ekstra tilføjelser..

..

Mit navn er Mia, jeg er 26 år, kommer fra Odense. Til hverdag, udover mit arbejde som pædagog, blogger jeg på www.mialindholm.dk, hvor jeg deler opskrifter, samt tanker og oplevelser, som jeg har haft, igennem et større vægttab. Jeg var for to år siden, ekstrem styret af træning og sund kost, hvilket i realiteten, ikke burde anses som værende et problem. Men det var det. Eller, det blev det..

For snart 4 år siden, besluttede jeg mig for at ændre min livsstil. Jeg skulle spise sundt, begynde, træne og smide nogle kilo. Jeg havde mig et mål om, at tabe mig 10 kg inden jeg skulle på skiferie, to en halv måned efter. Jeg tabte mig 12 kg, og jeg var lykkelig! Sådan virkelig! Følelsen af at nå et mål til den deadline, som man havde sat sig for, var det fedeste! Jeg fik komplimenter, jeg havde lyst til at vise mig frem og jeg ville tabe mig yderligere! Det var det vildeste kick og vigtigst af alt var, at jeg havde det skide godt, for at sige det pænt!

Jeg havde det for en gangs skyld godt med at vise mig frem! Og jeg strålede! I de to en halv måned jeg nævnte ovenover, spiste jeg intet slik, udover 6 lakrids bogstave tal, og jeg nød dem! Og mere slik havde jeg egentlig ikke brug for.. Jeg var så dedikeret, og den glæde jeg nu havde i min træning og sunde mad, var mere værd, end nydelsen det gav mig i de 5 minutter jeg sad med fingrene i slikskålen. Jeg begyndte at optimere min muskelmasse, og jeg havde mere fokus på styrketræning end cardio. Jeg lavede faktisk slet ingen konditionstræning.. Jeg fokuserede mere på at få højere muskelmasse, da jeg havde hørt at ens forbrænding ville være højrere, plus det her med at blive mere markeret, var en sejr for mig, som aldrig havde haft nogle synlige muskler. Hvorfor det var mit store fokuspunkt.

Efter skiferien spiste jeg dog at spise lidt slik i ny og næ, jeg tog i biografen og hyggede mig når jeg havde lyst eller havde en grund til det – fordi.. Jeg stadig fik jo stadig trænet, og så gik det jo nærmest lige op? Jeg skulle jo også tilbage til hverdagen og finde en god balance, hvor der var plads til det hele. Desuden gik jeg i byen hele året, både fredag og lørdag, og nogen gange endda også torsdag. Og så tænker du, men det er jo usundt at drikke med alle de kalorier? Ja, det er det! Så derfor gik jeg i byen ædru. Jeg drak kun to gange på det år, hvor mit vægttab forløb sig – nytårs aften og på min fødselsdag. Desuden elsker jeg at danse, så de kalorier jeg i realiteten kunne have indtaget ved at drikke, forbrændte jeg i stedet på dansegulvet. Hvilket i mit hoved betød, dobbelt op på forbrændte kalorier. Win-win! Forvirrende? Måske. Men for mig gav det mere end god mening!

Den følelse og glæde, som jeg nu havde fået ved træning, skulle ikke gå ind og kompensere for noget andet, som jeg havde lysten til – nemlig det at komme ud og have det sjovt. De første 3 år efter jeg blev 18 år, var jeg kun i byen én enkelt gang. Fordi lysten simpelthen ikke var der, fordi jeg havde de her ekstra kilo på sidebenene.. Men det var den nu(!), og så skulle den også have maks gas! Flere af mine venner og veninder forstod ikke det der med, at kunne gå i byen uden at drikke, “det er da kedeligt”. Og jeg tænkte, “det er hvad man gør det til”.

Ligesom det med at leve en sund livsstil. Bare fordi man tager beslutningen om at leve sundt, betyder det heller ikke at man skal afholde sig fra søde sager og god mad. Hvis man sætter sig ind i det, kan man altså lave massere af god og smagfuld mad, som oveni købet er sundt. Desuden “må” man altså også gerne spise usund mad og skeje ud, der er jo ikke noget facit på, hvordan DU har valgt at leve. Det er jo helt op til dig selv? Så hvis du har lyst til at drikke, spise slik i ny og næ, eller noget helt tredje. Så gør det! Den ene beslutning behøver ikke at overskygge den anden? Og gør det for pokker med god samvittighed! Det er efter min mening det man kommer længst med – gør det der giver dig livsglæde.

For ja, jeg har også stået med følelsen af ikke at opleve livsglæde, hvor mål og vilje har overskygget det der med at have det godt. For hvad er sundhed? Og hvem skal også definere sundhed? Sundhed kan være mange ting? For mig er sundhed forbundet med at have det godt, både i krop, mave og sind, og der er altså flere faktorer der skal spille for, at de hænger sammen. For mig er det bestemt ikke at straffe mig selv(!), hvis jeg feks. spiser søde sager, ikke får trænet, eller det med at afholde sig fra fødselsdage, fordi der måske kun bliver serveret boller, kakao og brunsviger.

Så ville jeg blive mere træt af, at skulle sidde der hjemme med en stak grøntsager, kylling og ris. Frem for i et selskab, hvor jeg faktisk havde mulighed for, at være en del af noget hyggeligt og socialt, hvor man i realiteten bare skal lære at styre sig. Tanken strejfede mig dog nogle gange, men jeg endte altid med at deltage. For mig handler det ikke altid om, at sige nej tak til alt. Det handler om at styre sin “ja tak” følelse.

Et eksempel kunne netop være til en fødselsdag – hvis du er fristet af et stykke kage, så tag et lille stykke, hvis du virkelig har lyst! Hvis du siger nej, vil du som oftest blive irriteret og have den her kage i tankerne, resten af dagen, og på den måde kan du ende med at sidde alene der hjemme og spise noget der var værre, end det her stykke kage, fordi det har gået dig på hele dagen. For alle ved jo, at hvis man spiser noget i smug, tager man ikke på af det..

..

Året gik og jeg havde opnået et vægttab på 25 kilo. Jeg ville tabe mig yderligere, og kæmpede virkelig. Vægten rykkede sig ikke, ikke en gang på en måned!? Jeg vejede mig hver dag, og jeg kørte mig selv ubevidst ned, på den måde.. Følelsen af ikke at have opnået det mål jeg satte mig for, drev mig til vanvid! Jeg måtte gøre noget yderligere! Jeg trænede to gange om dagen, minimum i 2,5 time både morgen og aften, alle ugens dage – som oftest, og jeg satte mit mad forbrug ned.

Jeg spiste heller ikke altid morgenmad, fordi jeg havde læst, at hvis man trænede på tom mave, ville man “forbrænde mere”.. Hvilket resulterede i, at jeg flere gange under holdtræningen, var ved at besvime. Derudover løb jeg næsten hver eneste dag, og det endte faktisk med, at blive vigtigere end min styrketræning. Desuden mistede jeg en del muskelmasse, da jeg jo hverken holdte styrkedelen ved lige, eller fodrede min krop med den mad, som den har brug for. Og som om det ikke var nok, cyklede jeg i et halvt år, oveni, 24 km. alle hverdage, på arbejde, frem for at tage bussen. For det ville man jo ikke tabe sig af..

Jeg havde købt mig et pulsur, så jeg kunne følge med i alt hvad jeg lavede, og hvor meget jeg lavede – især de forbrændte kalorier og km jeg havde bevæget mig, var rigtig vigtige! Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at tabe mig, og det rykkede.. Jeg tabte mig! Jeg husker tydeligt en periode – Hver eneste aften i en uge, vejede jeg mig, og jeg smed 500 gr. flere dage i træk. Dvs. Jeg smed 3,5 kilo på en uge! Endda i juledagene..

Der var flere indikationer der pejlede ind på, at der var noget galt. Men jeg ville ikke sige det til nogen, for jeg var jo glad? Jeg var jo glad når jeg kunne se at vægten gik nedad, hvad var så problemet? Jo.. Problemet opstod i, at jeg ikke kunne fungere hvis ikke jeg trænede, altså sådan virkelig ikke!

Jeg aflyste aftaler med veninder og familie, eller rykkede aftalerne for at min træning kunne proppes ind. For det var jo der min lykke var! Jeg er et meget socialt menneske og har altid været det, hvorfor det sociale altid har været det vigtigste for mig. Udover mad.. Og pludselig var det slet ikke en af mine første prioriteter? Jeg kunne ikke en gang tage ud og spise, uden nærmest at sidde og græde ud over min salat, fordi jeg dårligt kunne overskue at spise den, fordi jeg helst skal have peanuts og dressing på..

Jeg udviklede angst.. Flere former for angst. Jeg havde angst for at være sammen med mange mennesker, – normalt er det hér jeg virkelig har det fedt, og jeg elsker at shoppe og rende rundt inde i byen, men jeg kunne ingen af delene! Jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg havde en aftale med en veninde inde i byen, vi skulle shoppe, men det kunne slet ikke lade sig gøre for mig.. Jeg gik hende bare i hælene og kiggede på det, som hun havde for øje.

Da vi skiltes, ringede jeg med det samme til min mor, fordi jeg vidste at jeg ville komme hjem til en tom lejlighed. De skulle i byen indenfor et par timer, og jeg brød sammen, for planen var jo at sidde hjemme hos dem, i deres selskab? Egentlig behøvede vi ikke at sidde og snakke, de skulle bare være der. Min verden brød sammen, jeg vidste at ingen kunne hjælpe mig? Ingen kunne være der for mig, lige NU, når jeg havde brug for det! Jeg var magtesløs og jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle stille op med mig selv..

Som nævnt havde jeg angst for, at komme hjem og være alene. De eneste jeg kunne have tæt på mig var min bedste veninde, kæreste og familie. Det var midt i min bachelor, og jeg kunne dårligt koncentrere mig om den, for fokus lå på den her dumme angst, som fyldte alt oppe i mit hoved. Jeg kunne ikke længere træne, og min verden blev lige vendt 180 grader! Jeg var ikke længere social, træningen var det sidste jeg havde lyst til, og jeg var ikke i nærheden af at være glad.. Hvor længe skulle jeg mon leve sådan her?

Mine forældre anbefalede mig at søge hjælp hos lægen, da de følte sig magtesløse, med en datter på 23 år, der ikke turde at være alene hjemme, der havde brug for at nogen var om hende, og en datter der dårligt kunne magte livet?

Her ringede alarmklokkerne for mig.. Jeg skulle i hvert fald ikke søge læge! Jeg skulle ikke have en eller anden autoritet til, at give mig en diagnose, som kom til at stå i systemet, og så endda måske uden grund? Jeg har efterhånden set og læst alt for meget om, hvor meget vi tror på autoriteter, som fylder os med l***, ja undskyld mig. Men det skulle jeg simpelthen ikke ud for! Måske det også bundede i at jeg var bange for, at jeg ville gå endnu mere psykisk ned, end jeg i forvejen var, hvis jeg fik af vide, at jeg “fejlede noget”.

I hvertfald tog jeg sagen i egen hånd! Jeg overgik mine egne grænser, flere gange om dagen, i flere måneder. De ting jeg pludselig følte ubehag over for, kastede jeg mig ud. Jeg gjorde alt for at bryde de her vægge, som var bygget op omkring mig selv, og det tog sin tid. Jeg lyttede til mig selv, og sagde “Mia, det her er jo ikke dig! Er det virkelig sådan du vil leve resten af livet? Jo hurtigere du kommer af med angsten og vender dit liv, des hurtigere bliver du dit gamle, glade jeg”.

 Og nej, det var det jo ikke sådan at jeg ønskede at mit liv skulle være! Jeg tog små skridt af gangen, men jeg endte med at komme ud af det! Godt nok tog det nogle måneder, men vigtigst af alt, er at jeg gjorde det, og jeg gjorde det selv!

Da jeg kom ud af det, besluttede jeg mig for, at intet længere skulle styre mig! Det gjaldt både angst, mad, træning osv. Nu skulle jeg leve i en god kombination, af mine højtelskede sociale relationer, moderat madindtag, sund fornuft og træning efter tid og behov. Og ved du hvad? Jeg har det fantastisk! Det her med at kunne tage i biografen, tage på restaurant, hygge med lækkerier i weekenden, og træne når jeg har lyst, det giver bare så meget livskvalitet, ikke at være styret af det!

Jeg behøver ikke længere at trække mine aftaler pga træning, jeg behøver ikke længere at komme med dårlige undskyldninger for ikke, at spise den samme mad, som mine venner eller familie. Jeg kan gøre alt, når det passer mig, og jeg har ikke en deadline eller bestemt tid til at nå noget i. Måske har jeg taget 6 kilo på, siden jeg var på mit mindste. Men til gengæld, er de 6 kilo ren kærlighed, styrke og glæde!

 Og hvad så, hvis vi tager på? Hvad vil man helst? Veje 5 kilo mindre og være styret at at holde vægten på det her magiske tal,som vi “skal veje” eller nyde livet, have det godt med vores beslutninger, og gøre de ting, som gør livet værd at leve? Det kan jo stadig være sund mad og træning? Det er i hvert fald nogle af de ting der gør mit liv værd at leve.

Desuden er de her 5 kilo, kun os selv der ser det som er problem. Det gør vores venner, familie og kæreste altså ikke! De tænker på dit velvære, og ønsker kun at du har det godt i dig selv. Og hvis det er med de 5 kilo mindre på kroppen, er det også helt okay! Men det skal ikke være det, som går ind og ændre på, hvordan du psykisk har det, i en negativ retning.

Jeg spiser sundt i min hverdag, men jeg kan samtidig godt skeje ud og spise noget usundt, hvis jeg har lyst til det. Jeg vil ikke skamme mig over at tage et stykke chokolade. Hvorfor skulle jeg det? Hvis jeg har lyst til det her stykke chokolade, så spiser jeg det? Og jeg vil gerne spise det, uden dømmende øjne, eller frygten for at nogen tænker “det burde hun ikke spise” eller “er hun ikke lige begyndt at spise sundt”.

Min erfaring er, at vi er hurtige til at dømme hinanden, og sådan burde det bare ikke være! Det er netop det der gør, at vi får er forvrænget forhold til vores egen krop. Det er min krop, og jeg bestemmer over den! Jeg ved godt hvad er godt og mindre godt, at proppe i munden. Men hvis jeg har lyst til det her stykke chokolade en eller to gange om ugen, skal jeg også have lov til det. Den der sidder og kigger på, ved ikke, om man inderst inde kæmper med et problem, eller om man har svedt i træningscenteret i 2 timer forinden, for netop at kunne spise det stykke chokolade!

Jeg kæmpede faktisk i en overgang for, at proppe et stykke kage, eller en ekstra portion mad i mig, for at virke ligeså normal som alle andre, så ingen opdagede mit daværende problem, hvor jeg helst holdte mig til så lidt mad som muligt.. Så hold for pokker dine egne meninger for dig selv.

Nu laver jeg mange sunde alternativer til usunde sager, da jeg stadig har en sød tand. Men jeg vil stadig helst spise hjemmelavede snacks, hvor jeg både ved hvad der er i, og med vilje gør indholdet sundere. Hvilket gør det meget nemmere at leve det her liv, hvor alt er relativt. Jeg har besluttet mig for, at livet skal leves og nydes, og jeg skal ikke længere straffe mig selv, for de beslutninger jeg tager.

Jeg vil i stedet tænke over det, før jeg tager en beslutning, om det er det værd eller ej, hvilket det som oftest er. Hvorfor ellers sætte sig for noget? Det gør man vel ikke med en dårlig hensigt. Hvis man har lyst til noget lækkert, er det jo bare op på hesten igen dagen efter. Det handler jo i den grad om mængder i livet. Men livsnydelse og livsglæde, kan man ikke få for meget af!

Husk dig selv, pas godt på din krop og vær fornuftig. Så skal det hele nok gå. Tak fordi du læste med.

Jeg ligger stor vægt på god mad, med massere af smag, og som ikke nødvendigvis behøver at betyde, at du skal bruge hele din dag i køkkenet. Derudover har jeg en svaghed for søde sager, som jeg som oftest finder en løsning på, at gøre sundere. Jeg håber at du finder hvad du søger, eller bliver fristet af mine opskrifter.

Du er meget velkommen til, at kontakte mig på min mail, hvis du har spørgsmål eller ønsker et samarbejde; mialindholm@hotmail.dk.

Relaterede indlæg