Kartofler i fad, en nem måde at få tømt ud i køleskabet og ikke mindst, få lavet en hurtig hverdagsret. Jeg havde oksekød, pølser og grøntsager liggende, som skulle bruges. Og det resulterede i denne lækre ret. Men du kan sagtens bruge andet kød og andre grøntsager. Udover at det er en nem måde at mindske madspild, så er det en ret som kun tager en time fra start, til du sætter dig til bords. Det er kun fantasien der sætter grænser, når du laver de her bagte retter. Jeg har endnu ikke lavet en bagt ret, som ikke har været vellykket.
Du kan både bruge mornay sauce og madlavningsfløde, når du laver kartofler i fad. Jeg bruger gerne en kombination, da mornay sauce giver en dejlig smag til kartoflerne. Men jeg vil stadig gerne have at ostesmagen ikke er for gennemtrængende, så jeg plejer at bruge begge dele. Det er helt op til dig, hvad du er til. Du kan også sagtens bruge ren madlavningsfløde, hvis mornay sauce ikke falder i din smag. Men vær da opmærksom på, at tilføje noget i retten, som kan suge lidt ekstra, da madlavningsfløde er mere tynd, end mornay saucen. Med mindre du bruger en med høj fedt indhold. Desuden udskiller grøntsagerne noget væske, som gør den tyndere end før den bliver bagt. Ellers kan du evt. jævne den, inden du hælder den over retten.
Tøm køleskabet når du laver pasta- eller kartofler i fad
Jeg laver gerne bagte retter, når køleskabet skal tømmes. Så er jeg næsten altid sikker på, at ingen mad går til spilde. Jeg blander både grøntsager og kød, og gerne flere forskellige slags, hvis det er i mit køleskab. Jeg synes altid at pølser eller bacon går sig godt til oksekød og grøntsagerne, som man oftest finder i mine bagte retter. Jeg har lavet kartofler i fad nogle gange, men jeg er også glad for at bruge pasta, da jeg som oftest har det liggende i skabet. Du finder mine bagte pastaretter her; Bagt pastaret med grøntsager, bacon, pølser og oksekød | Bagt pastaret med oksekød, grøntsager og bacon.
Måske du også vil kunne lide; Pastaret med flødesauce, grøntsager, bacon og kylling | Kylling i karry med grøntsager og kokosmælk | Thai gryderet med kylling, grøntsager og kokosmælk | Mexicansk gryderet med oksekød serveret med tomat salsa og guacamole



Kartofler i fad med oksekød, pølser og grøntsager
Ingredienser
- 500 gr. oksekød
- 250 gr. pølser
- 200 gr. spidskål
- 350 gr. kartofler (pillet)
- 1 porre
- 300 gr. butternut squash (skrællet) (andet slags græskar kan også bruges)
- 300 ml. mornay sauce
- 200 ml. madlavningsfløde (12-18%)
- 200 gr. revet mozzarella
Sådan gør du
- Sæt vand til kogning og skræl kartoflerne og skær dem i mundrette bidder. Hæld dem i det kogende vand og kog dem til de næsten er spiseklare
- Oksekødet steges på en pande og derefter tilsættes pølserne (som skæres ud i mindre stykker). Steg kort det kort sammen
- Tænd ovnen på 180 graders varmluft
- Skyl og snit spidskålen i små stykker, vask porren og skær den i skiver og skær til sidst skrællen af din butternut squash og skær den i mundrette bidder
- Hæld kartofler, spidskål, porre og butternut squash ned i gryden til det stegte kød og vend det godt sammen. Smag til med salt og peber
- Når det har den ønskede smag, hælder du hele blandingen over i et ildfast fad og hælder mornay sauce og madlavningsfløde over. Vend det hele rundt til det er jævnt fordelt. Til sidst drysser du retten med med revet mozzarella og sætter retten i ovnen i 30 minutter, til det får en gylden overflade.
Velbekomme!
