Her har du en nem opskrift på en super lækker, kold kartoffelsalat – et godt tilbehør til din frokost eller aftensmad. Den går godt til både koldt bord, men også varme retter. Måske det skal være et tilbehør til påskebordet?
Du kan med fordel altid gemme dine kogte kartofler eller koge dine restkartofler og lave kold kartoffelsalat. Den kræver ikke alverdens ingredienser og smager bare hamrende godt, som tilbehør til en let aftensmad. Den er især også et hit til den dejlige sommertid vi går i møde med grill og lette sommersalater.
Du vælger selv om du vil bruge både rødløg og forårsløg eller nøjes med en enkelt af ingredienserne. Jeg kan bare godt lide at det giver lidt mere tekstur og en anden løgsmag, som forårsløg giver. Du kan desuden tilføje karry for en anden smag, hvis du er mere til det. Jeg laver gerne en af hver, da jeg synes der altid er delte meninger om der skal karry i kold kartoffelsalat eller ej. Du kan sagtens gemme kartoffelsalaten i køleskabet i nogle dage, hvis der skulle blive en rest til overs.
Måske du også vil kunne lide; Bagte peberfrugter med olie | Stegt broccolisalat med parmesan og saltmandler | Haydari – cremet fetadip med rød peberfrugt | Baba ganoush – auberginedip
Kold kartoffelsalat med bacon og purløg
Ingredienser
- 400 gr. kartofler
- 300 gr. bacon
- 1 rødløg
- 2 forårsløg (kan undlades og erstattes med et ekstra rødløg)
- 1 lille bundt purløg
- 1 spsk. mayonnaise
- 2,5 spsk. 18% cremefraiche
- Smag til med salt og peber
Sådan gør du
- Skyl og rens kartoflerne fri fra jord og skær dem ud i lige store stykker, så kogningen passer med, at alle skal have lige lang tid. Sæt kartoflerne i kog til de er færdige og hæld så koldt vand over dem, så du stopper kogningen – Du kan tjekke om de er færdige ved, at sætte en stegenål eller kniv ned i en af kartoflerne. Hvis den glider af er den færdig, hvis ikke skal de have noget mere
- Steg baconen i mens og lad det derefter dryppe af på et par stykker køkkenrulle – jeg kan bedst lide, at min bacon ikke er for mørk i denne sammenhæng
- Derefter snitter du rødløg og forårsløg i små stykker og hælder dem ned i en skål, så de er klar til brug
- Skær de kogte kartofler ud i mindre stykker og hæld dem ned i skålen til løgene – jeg kan godt lide at mine ikke er skåret i for små stykker. Udover det, så spiser jeg dem med skræl på
- Skyl purløgene og klip dem i 0,5 cm. ca. ned i skålen med løg og kartofler og vend creme fraiche og mayonnaise i. Smag til med salt og peber. Du kan evt. tilføje en smule karry for at få en anden smag, hvis du er mere til det.