Kylling i stegeso med grøntsager og kartofler, og den lækreste fond! Jeg elsker helstegt kylling! Om det er i ovnen eller på grillen, er lige meget. Bare den er saftig og mør, og det er denne! Mine forældre laver gerne ølkylling på grillen og jeg siger dig! Den bliver så saftig og sprød udenpå. Det smager vanvittigt godt! Desværre er jeg ikke den store griller – selvom jeg rigtig gerne ville være det. Så i denne omgang har jeg selv lavet helstegt kylling i stegeso.
En super simpel og virkelig lækker ret! Kyllingen passer sig selv i ovnen, så snart grøntsagerne er snittet og fonden er tilføjet og så kan du ellers tage dig af andre huslige ting eller endda hygge med familien, inden i sætter jer til bords. Jeg er vild med retter som ikke tager særlig lang tid at lave og som derefter bare står og hygger sig. Så føler man ikke, at man bruger hele dagen i køkkenet og så er det hele spist på 15 minutter.
Når kyllingen er færdig, kan du enten lave en lækker sauce med fonden der er i stegesoen eller fryse den ned til en anden gang. Jeg hældte min fond fra og gemte den, så den kan bruges til suppe. Jeg serverede en bearnaise sauce til min kylling, grøntsager og kartofler. Nogle dage forinden havde jeg nemlig lovet min kæreste, at vi snart skulle have bearnaise sauce igen. Men du kan også servere den med min hjemmelavede tzatziki til.
Hvad du kan gøre med retten dagen efter;
Der var rester tilbage af retten, så jeg pullede dem resterende kylling, blandede det med grøntsagerne og tilføjede en smule fond ved. Det gav en super lækker smag og en sauce til retten, dagen derpå. Men du kan også sagtens skære kyllingen ud og servere den med en sprød salat.
Måske du også vil kunne lide nogle af mine andre nemme retter; Pastaret med flødesauce, bacon og kylling, bagt pastaret med grøntsager, bacon og oksekød eller min one pot pasta med med champignon og bacon
Kylling i stegeso med grøntsager og kartofler
Ingredienser
- 1 hel kylling (1300-1600 gr.)
- 8 terninger hønsefond
- 1 liter kogende vand
- 7 store gulerødder
- 2 stk. squash
- 6 rødløg
- 8 store bagekartofler
- 6 fed hvidløg
- 80 gr. smør
- 1/2 bundt frisk timian
- 1-2 dl. hvidvin (kan undlades)
- Salt og peber til at krydre med
Sådan gør du
- Sæt vand i kog, så du kan lave din bouillon klar. Doser vandet og hæld bouillonterningerne ned i vandet og rør rundt
- Rens kyllingen og gnub salt og peber udenpå kyllingen. Brun derefter alle sider af kyllingen af i 1/3 smør på en pande
- Rens squash og kartofler fri for jord. Skræl gulerødderne og pil løgene og skær dem, kartofler og squash ud i mundrette stykker. Hvidløgene skal bare fordeles hele i stegesoen – jeg giver dem lige et tryk med den flade side af kniven, så de "mases". Det giver meget mere smag til retten
- Fordel halvdelen af grøntsagerne i stegesoen og læg kyllingen over i stegesoen ovenpå grøntsagerne. Hæld den sidste halvdel af grøntsagerne udenom kyllingen. Skyl timianen og fordel den rundt om kyllingen og kom et par kviste ind i kyllingen
- Skær det resterende 2/3 smør i mindre stykker og fordel det ud over kyllingen. Hæld fonden rundt om kyllingen og hæld også gerne en sjat hvidvin i stegesoen
- Tænd oven på 200 graders over- og under varme og stil stegesoen ind i ovnen i 1.5 time med låget på
- Fjern låget i de sidste 30 min. af stegetiden
- Når kyllingen er færdig, kan du enten lave en sauce med fonden der er i stegesoen eller fryse den ned til en anden gang, hvor du skal bruge en lækker fond – Jeg hældte min fond fra og gemte den, så den kan bruges til suppe en anden dag. Den kan sagtens fryses – gerne i isterningeposer så den er nem at dosere.
Velbekomme!
Hej
Lækkert er i ovnen nu, tænker hvad er det for en stegeso du bruger (min Römertopf er for lille) ?
Kh. Hanne
Hej Hanne,
Ej hvor dejligt at høre, at du bruger min opskrift. 😀
Øv hvor ærgerligt! Min stegeso er jeg faktisk i tvivl om, hvad er af mærke. Der står NANO i bunden af den, men jeg synes ikke at kunne finde den nogen steder når jeg søger på den, eller i det hele taget bare prøver at finde den under “stegeso”. :-/
Men jeg har fundet en der sælger den på gul og gratis, som skriver at det er af mærket Scanpan. Dog kan jeg ikke finde den på deres hjemmeside. Men jeg smider lige et link her, så du kan se den og måske være mere heldig end jeg, hvis du søger på den. 🙂
https://www.guloggratis.dk/inde/kokken/stegeso/annonce/45391537-stegeso-stegegryde-scanpan#image-205392434
Venlig hilsen Mia
Skal lige være sikker. 8 boullionterninger – det lyder af ret meget til 1 liter vand. Det er nærmest en hel pakke. Kan det passe? De plejer at opløses 1 terning til 1/2 liter vand.
Hej Mai,
Det kan jeg godt forstå. Men det er helt korrekt. 😀
Grøntsagerne har en masse sødme i sig, derfor kan jeg godt lide at den får lidt ekstra smag. Men du kan sagtens prøve dig frem med mindre og så smage den til derefter. 🙂
God fornøjelse.
Venlig hilsen Mia
Hejsa Mia ☀️
Først og fremmest vil jeg takke dig for den dejlige opskrift. Hele retten blev bare vellykket, kyllingen blev både smør mør & saftig og er blevet et stort hit herhjemme mums Er hverken første eller sidste gang, at den bliver sat på middagsbordet ☀️
Hej Lonnie,
Ih, det er jeg enormt glad for at høre, at I synes! 😀 Så tusind tak til dig også, for den skønne feedback!
Det er dejligt at høre, at den også er et hit hjemme hos jer. Mine børn elsker den!
Tak for at dele din oplevelse med mig! 🙂
Venlig hilsen Mia
Tak for skøn opskrift, fortjener at komme frem igen hilsen Bo
Det er jeg glad for! Tusind tak for rosende feedback, Bo! 😀