Salater er efter min mening altid et hit, og variation til diverse måltider er altid godt. Det er både friskt, mættende og det gør at måltidet ikke bliver så tungt. Der findes mange former for salater og kålsalater, som smager dejligt, og som er nemme at lave. Men jeg er ikke så god til at få kål ind i min hverdag, selvom det jo smager godt, og som oftest ikke kræver særlig lang forberedelsestid.
Vi lavede mad sammen med min bror og svigerinde i går, og min bror spiser ikke så meget grønt i forvejen, men en salat han altid kan spise, er denne – mormorsalaten. Den er også super lækker, cremet, syrlig og alligevel sød. Desuden tilføjede vi lidt topping, som gjorde den lidt salt, så den tilfredsstillede alle smagsløje, hvilket var super lækkert.
Du skal bruge;
1 pakke bacon
1 pose pinjekerner
1 spidskål
Saltflager med ramsløg
Dressing;
2 spsk. citron
2 spsk. madlavningsfløde / alm. fløde
1/2 tsk. honning / agave sirup
Lidt salt og peber
Fremgangsmåde;
Vask og snit spidskålen i ønskede stykker (vi lavede vores grove), si vandet fra og hæld kålen i en skål. Drys salt ovenpå og stil den i køleskabet i en time – ved at hælde salt på, fjerner man væsken og kålen bliver blødere. I mens kålen er på køl, forbereder du dressingen. Hæld alle ingredienser i en skål og rør godt rundt med et piskeris, så cremen bliver luftig – smag den til hen ad vejen. Stil dressingen på køl, og rist først pinjekerner på en tør pande (uden fedtstof) med saltflager og ramsløg – vend dem ofte så de ikke brænder på! Når pinjekernerne har fået lidt farve, hældes de fra panden og over i en skål. Svits dernæst bacon og lad den køle af. Når kålen er færdig med at køle vendes dressing, pinjekerner og bacon i skålen. Og så er den klar til servering. Velbekomme!