Pizzasnegle kage – Perfekt til alle lejligheder
Min pizzasnegle kage er nu også blevet en af bloggens mest tilbagevendende opskrifter. Den dukker kontinuerligt op, når jeg kigger hvilke opskrifter, der har været mest populære i ugens løb. Hvilket jeg godt kan forstå! Jeg synes selv, at det er super lækkert, at have pizzasnegle med i madpakken eller spise dem, som en hurtig frokost. Og så denne kombination af svampet brød, pesto, pepperoni og sprød ost – what´s not to like?! Desuden er det jo super nemt, at lave en dobbelt portion. Så man kan have nogle liggende i fryseren til de hurtige måltider.
Jeg har lavet denne lækre pizzasnegle kage, som er super lækker til frokosten. Men især også en barnedåb, et babyshower eller hvis man skal på udflugt med familien. Måske du skal en af ovenstående ting i sommerferien og har lyst til at servere denne lækre sag til din familie? Den er lidt sjov og ret indbydende, hvis jeg selv skal sige det. Og så kan du jo bytte pepperonien ud, med lige præcis den slags kød du kan lide, eller helt undlade kød. Så kan du lave dem til vegetar pizzasnegle kage i stedet. Desuden har jeg aldrig set den hos andre før!
Jeg har opgraderet mine populære pizzasnegle til denne lækre pizzasnegle kage, som i den søde version, altså min kanelsneglekage. Det er en af de mest populære opskrifter på bloggen. Den smager også fantastisk! Især pga. de svampede og bløde kanter, uden skorper. Mon denne opskrift følger trop og ender på hitlisten sammen med min kanelsneglekage? Det må tiden vise! Derfor har jeg lavet denne pizzasnegle kage, som selvfølgelig også har de her enormt lækre og svampede kanter.
Måske du også vil kunne lide mine andre madpakke forslag; Grove pølsehorn med ketchup, bloggens mest populære pizzasnegle eller Pirogger med skinke
Svampet pizzasnegle kage med pepperoni, ost og friske krydderurter
Ingredienser
Pizzasnegle dej;
- 50 gr. gær
- 4 dl. lunken vand
- 1 stor gulerod
- 2 spsk. olie
- 150 gr. speltmel
- 500 gr. hvedemel
- 1/2 tsk. fin salt
Topping;
- 1/2 glas rød pesto
- 1 lille dåse tomat puré
- 1 pakke små pepperonier (kan købes i Spar og Bilka)
- 200 gr. revet ost
- 1/2 bundt frisk timian eller oregano
Sådan gør du
- Smuldr gæren ned i en skål og hæld den lunkne vand i. Vandet må ikke være for varmt – så ødelægges gærcellerne og dejen vil ikke hæve. Rør rundt til gæren opløses, hæld så olie ned i røreskålen og riv guleroden ned i
- Ælt dejen i 10 min. og stil den til hævning et lunt sted i 1 time. Sæt husholdningsfilm over toppen og læg så et viskestykke over
- Når tiden er gået, hælder du lidt hvedemel ud på bordpladen, ligger dejen derpå og ruller den ud med en kagerulle – dejen skal være en så bred som en bradeplade og lige på alle sider. Ca. 0,5 cm tyk
- Rør pesto og tomatpure sammen og fordel det over hele dejen, og fordel pepperonien ovenpå. Skyl og klip den friske timian eller oregano i små stykker og fordel det rundt på dejen
- Hæld halvdelen af osten på pizzaen og rul den sammen, som en roulade. Skær snegle på 3 cm. med en brødkniv og lig dem i en form eller lille bradepande som er beklædt eller smurt med olie. Lad pizzasnegle kagen efterhæve i 30 min. og hæld det sidste ost ovenpå pizzasneglene inden bagning
- Tænd ovnen på 180 graders varmluft og bag din pizzasnegle kage i 15-20 min. – til osten er gylden og lækker. Lad pizzasneglene køle af på en bagerist udenfor formen, inden de serveres.
Velbekomme!