Hjemmelavet rabarber hyldeblomst marmelade

Sommerlig rabarber hyldeblomst marmelade

Pift dit morgenbord op med den lækreste rabarber hyldeblomst marmelade. Den passer perfekt til friskbagt brød og så smager den dejligt sommerlig. Du kan med fordel også servere den sammen med tapas, da den går godt i spænd til både ost, pølser og nødder. Desuden er den super nem at lave, og halvdelen af ingredienserne er nogle du kan finde i naturen, hos din nabo eller ligger inde med derhjemme.

Jeg lavede den lækreste rabarber hyldeblomstsaft den anden dag, og tanken om en marmelade med resterne fra den lækre saft, skulle selvfølgelig prøves! Og wauw, det blev lækkert! Hvorfor ikke slå to, hvis ikke tre fluer, med ét smæk, når du alligevel er i gang? For ja, jeg har faktisk fået hele 3 forskellige kreationer ud af min rabarber hyldeblomstsaft.

Jeg har delt min pulp op i to. Den ene halvdel havnede i et glas med gin, som skal prøvesmages om nogle uger, og den anden halvdel er som nævnt, blevet til den lækreste rabarber hyldeblomst marmelade. Jeg var ret spændt på udfaldet. Hyldeblomsterne jo godt kan være ret gennemtrængende. Men i og med, at jeg brugte så meget citron og rabarbere, så kompenserer smagene virkelig hinanden godt! Desuden har alle ingredienser jo ligget i sukkerlage i 4 dage, så det ville undre mig, hvis ikke det smagte godt efter sådan en proces 😉

Jeg er ikke så god til madspild og jeg gemmer altid min pulp. Det gælder både frugt, men især også grøntsager, når jeg juicer. Jeg bruger min frugtpulp i boller og kager, og min grøntsags pulp bruger jeg i brød eller i min aftensmad – gerne i gryderetter. Det smager fantastisk, intet går til spilde og så får du oveni købet sneget lidt ekstra frugt og grønt ind i din mad.

Måske du også vil kunne lide; Hjemmelavet hindbær brombær marmelade

INGREDIENSER | 1 lille glas rabarber hyldeblomst marmelade

Halvdelen af pulpen eller en frisk mængde, svarende til halvdelen af ingredienserne fra hjemmelavet rabarber hyldeblomstsaft
1,5 dl. koncentreret rabarber hyldeblomstsaft
1 dl. vand

Fremgangsmåde;

  1. Hæld pulpen i en gryde med væsken og tænd på lav varme – du kan sagtens hælde lidt mere væske i, hvis det fordamper hurtigt
  2. Lad pulpen simre i 30 min. under nogle ganges omrøring – Det tager længere tid for rabarberne at blive bløde, efter de har ligget i saftlagen – mine rabarbere har stadig lidt bid. Ligesom i appelsin og abrikos marmelade
  3. Tilsæt efter 20 min. 1 dl. rabarber hyldeblomst saft og rør marmeladen godt rundt
  4. Når din rabarber hyldeblomst marmelade har fået en lækker konsistens, tages gryden af blusset og det sidste saft tilsættes
  5. Tilsæt 1/2 tsk. Atamon i gryden, skold dit syltetøjsglas og hæld rabarber hyldeblomst marmeladen ned i glasset med det samme
  6. Lad marmeladen køle inden den sættes på køl.

Velbekomme!

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.