Go Back

Svampede juleboller med appelsinskal, kanel og marcipan

Juleboller er en sikker vinder, i mine øjne. Den der bløde og fugtige af slagsen, med overraskelser af julens lækkerier
Forb. tid20 minutter
Tilb. tid1 time 18 minutter
Samlet tid1 time 37 minutter
Antal: 12 juleboller
Forfatter: Mia Lindholm

Ingredienser

  • 2 dl. letmælk
  • 30 gr. gær
  • 4 tsk. sukker
  • 2 M/L æg (det ene skal bruges til pensling!)
  • 1,5 tsk. kanel
  • 2 tsk. kardemomme
  • 75 gr. suckat (Dr. Oetker)
  • 75 gr. kandiseret appelsinskal (Dr. Oetker)
  • 75 gr. rosiner
  • 100 gr. revet marcipan
  • 450 gr. hvedemel
  • 120 gr. blød smør på blok (ikke blandingsprodukt)
  • 1 tsk. fin salt

Topping;

  • 1 håndfuld hakkede hasselnødder
  • Rørsukker (almindelig sukker kan også bruges)

Sådan gør du

  • Mål smøren af og stil den på køkkenbordet, så den bliver blød (ikke smeltet!)
  • Varm mælken op til den er lun og hæld den ned i en røremaskine. Derefter smuldre du gæren deri og rører rundt til gæren er opløst
  • Hæld sukker, 1 æg, kanel, kardemomme, suckat, appelsinskal, rosiner og revet marcipan i mælken, og rør rundt igen. Derefter blander du salt og mel sammen. Tilsæt nu halvdelen af melet igennem en si og halvdelen af smøren. Fortsæt med at røre rundt og tilsæt det resterende smør og mel, når det første er godt fordelt
  • Lad dejen ælte igennem i 10 minutter til den bliver glat og slipper siderne i røreskålen
  • Beklæd en bradepande/form (min bradepande er firkantet og 28*28 cm.) med bagepapir (jeg krøller det altid sammen. Så er det nemmere at arbejde med). Del dejen i 12 (du kan også lave 9 eller 16 - det afhænge af den ønskede størrelse) lige store boller. Ved at måle vægten af, ved du at dine juleboller skal have lige lang bagetid
  • Fold dine boller med foldemetoden, så de bliver spændt op. Det gør du ved at lægge bollen i hånden og samle dejen fra siderne af bollen med pegefinger og tommeltot, og pres den så ind til midten af bollen. Fortsæt 5 gange. Derefter laver lægger du dem på køkkenbordet og lave en hul hånd ned over bollen. Tril forsigtigt bollen rund, så den får en flot form
  • Læg julebollerne op i bradepanden/formen med mellemrum, så der er plads til at de kan hæve. Stil dem til hævning et lunt sted i 1 time. Pisk et æg, pensl bollerne og drys hakkede hasselnødder og rørsukker på bollerne. Bag dem ved 200 graders over- og undervarme i 18 minutter. Lad dem køle i 15 min. på en rist, inden du fjerner dem fra formen
  • Servér som de er når de er friskbagte. Derefter anbefaler jeg at give dem 15 sek. i mikroovnen, så er de ligeså gode som nye! De kan sagtens fryses og smager himmelsk med smør på.