Wok med grøntsager og nudler – stegte nudler vel og mærke, i en skøn peanutbutter sovs. Denne ret er vegetarisk, men kan sagtens serveres med kylling eller en anden slags kød. Jeg serverede den eksempelvis med en rest flæskesteg, og det smagte fantastisk med den sprøde svær! Jeg kan desuden godt lide, at der stadig er en smule bid i mine grøntsager, hvilket du får i min wok med grøntsager og nudler. Nudlerne bliver stegt i nogle minutter i enten teriyaki eller soja, alt afhængig af om du er til salt eller sødt. Det gør retten ekstra lækker, synes jeg. Begge dele smager rigtig godt, så det er en smagssag, om du er til det salte eller søde.
Måske du også vil kunne lide; Kylling i karry | Thai inspireret gryderet med grøntsager, kylling og kokosmælk | Kylling i stegeso med grøntsager og kartofler | Kyllingefrikadeller med krydderurter og feta | Oksekød i fad med kartoffelmos | Indbagt pizzabrød med skinke, ost og tomat | Tarteletter med høns i asparges | Pastaret med flødesauce, grøntsager, bacon og kylling
Wok med grøntsager og nudler
Ingredienser
- 1 pakke nudler (4 brikker)
- 1/2 – 1 dl. soja (salt) eller teryaki (sød)
- 2 store løg
- 3 fed hvidløg
- 3 spsk. karry
- 4 spsk. peanutbutter
- 1 spsk. honning
- 300 gr. gulerødder
- 150 gr. (rød) spidskål
- 1 dåse mini majs
- 1 pose økologisk fransk inspireret grøntsagsblanding med timian (Rema1000 400 gr.) Indeholder bl.a. svampe, broccoli, bønner og rødløg
- 1 bundt forårsløg
- Smages til med salt
Ekstra;
- Cashewnødder (peanuts eller salt mandler kan også bruges)
- Koriander eller persille
- Evt. sød chili sauce – det giver en dejlig smag
Tip;
- Lidt friskpresset citronsaft og økologisk citronskal gør retten frisk
- Du kan tilføje et par cm. revet, frisk ingefær når du tilsætter karry
Sådan gør du
- Forbered alle ingredienserne, så de er klar til brug. Snit løgene i tynde skiver og pres hvidløget. Skræl og skær gulerødderne ud i tynde stave, rens forårsløgene og skær dem ud. Snit spidskålen ud i tynde skiver, skær mini majsene ud i mundrette bidder, og mål din karry-, peanutbutter og honning af. Kog nudlerne efter anvisning på pakken.
- Hæld et par spsk. olie på en wokpande og hæld løg og hvidløg på panden, når olien er varm. Svits dem ved middel/høj varme, til de er gyldne. Hæld derefter karry på panden og brun den af med løg og hvidløg
- Tilsæt så peanutbutter og honning og rør det hele godt rundt. Hæld gulerødderne, majsene og spidskålen på panden og lad det stege i 5 min. Derefter hældes posen med blandet grønt og forårsløg på panden, og steg så videre i 10 min.
- Når nudlerne er kogt, hældes det varme vand fra og derefter hældes der koldt vand over, så tilberedningen stopper. Lad nudlerne dryppe helt af
- Steg nudlerne lige inden servering. Hæld dem på en pande og tilføj enten teriyaki eller soja. Steg dem i 5 min. og vend under stegning, til teriyaki eller soja har sat sig på nudlerne
- Rist cashewnødderne kort på en varm pande (uden olie osv.). Servér nudlerne sammen med wokretten og tilsæt gerne lidt sød chili sauce, ristede cashewnødder, koriander eller persille og lidt citron saft.
Wok med grøntsager og nudler – kan jeg bruge andre grøntsager?
Du behøver ikke at bruge alle de nævnte grøntsager, hvis du f.eks. ikke kan lide svampe, majs osv. Eller bare gerne vil holde dig til nogle enkelte grøntsager. Bare mængden nogenlunde er den samme i sidste ende. Jeg kan bare godt lide, at der er noget variation i smagen, og så synes jeg at valget af de brugte grøntsagerne spiller godt sammen. DU kan, som tidligere nævnt, også servere kød til din ret. Jeg bruger gerne kylling, and eller svin til mine wokretter.
Jeg er generelt bare vild med wokretter. De er super nemme at lave og du kan snildt tømme køleskabet og få en herlig ret ud af det. Brug hvad du har, når dine grøntsager er ved at blive kedelige, frem for at smide dem ud, og vend dem så i den her lækre peanutbuttersovs. Du kan desuden pifte en hver grøntsagsret op, med en god sjat kokosmælk og peanuts. Mmh! Så er den hjemme.
Velbekomme!
Vil lige minde om at honning ikke er vegansk (ikke for at være sippet, men for at hjælpe den nyudsprungne veganer)
Hej Emma,
Mange tak for at gøre mig opmærksom på dette! Det er rettet med det samme 😀
Venlig hilsen Mia