Mel er sponsoreret af Finax – indeholder affiliate link
Svampet banankage med chokolade chunks og karamel på toppen
Banankage er altid et hit – jeg har sjældent kendt nogen som ikke har kunne lide banankage, og så endda med chokolade chunks og karamel topping – det var den seneste kage jeg lavede, og den blev simpelthen så god!
Som oftest har jeg lavet mine kager uden mel, sukker og smør, da jeg godt kan lide tanken om, at man kan spise søde sager som smager syndigt, uden at være det. Samtidig holder jeg mig helst fra sukker og undgår så vidt muligt hvid mel, da jeg har erfaret, at det hurtigt sætter sig på mine sideben. Men.. Når det så er sagt(!), så smager kage med ovenstående ingredienser jo fantastisk! Og der skal jo også være plads til de usunde kulhydrater indimellem.
Jeg lavede denne super lækre og svampede banankage til min fars fødselsdag i sidste weekend. Den var et hit til kaffen, endda også til dem, som normalt aldrig spiser kage. Jeg serverede den med friske blåbær som kompenserede rigtig godt for chokoladen og den søde karamel.
Du skal bruge;
230 gr. sukker
1 vaniljestang
4 æg
3 modne bananer
100 gr. mørk chokolade
140 gr. smeltet smør
1 tsk. salt
130 gr. hvedemel
1 1/2 tsk. bagepulver
Kokosolie spray
Topping;
1 dåse kondenseret mælk
150 gr. frisk blåbær
Ristede hasselnødder
Fremgangsmåde;
Dulce de leche;
Karamellen skal sættes over 4 timer før brug(!)
- Fjern dåsens papir og mærker og lig den ned i en gryde
- Hæld vand i gryden så det dækker dåsen og gerne mere til
- Sæt gryden i kog og lad den boble i 3 timer med låg på
- Efter de 3 timer tages dåsen af blusset og stilles til afkøling i 1 time – det er vigtigt at dåsen køles ned inden den åbnes, da dåsen kan springe og karamellen er brandvarm
- Når dåses er kølet i en time, taget låget af dåsen og indholdet hældes ned i en skål, hvorefter den piskes sammen til en flydende masse
- Nu er karamellen klar til brug
- Har du mere karamel til overs, kan du opbevare den i køleskabet, i et rent patentglas, og så kan den sagtens holde sig i nogle uger.
Banankagen;
- Varm smørret op og stil det til side, til afkøling
- Hæld sukker, vaniljestang og æg ned i en skål og pisk det luftigt med en elpisker (5-10 min.)
- Tænd ovnen på 180 grader alm. ovn
- Mos bananerne i en tallerken og hak chokoladen groft (gem gerne lidt til pynt)
- Vend chokoladen i bananerne og stil tallerknen til side
- Lig en si over skålen med den luftige sukkermasse og hæld bagpulver, salt og hvedemel ned i skålen og vend det forsigtigt rundt med en dejskraber
- Hæld forsigtigt den afkølede smør i skålen og vend bananmosen i dejen til det er fordelt
- Beklæd en rund form med bagepapir (min form er ca. 25 cm. i diameter) og sprøjt olie rundt i sider og bund, så kagen slipper når den er bagt
- Hæld dejen ned i formen og bag kagen i 50 minutter ved 180 grader
- Lad kagen køle af før brug og hæld først karamellen på kagen, når den er afkølet
- Pynt kagen med dine favorit bær, nødder eller chokolade
Velbekomme!