Kokoskugler med appelsin og ristet kokos – en super nem og lækker julesnack, som du helt sikkert skal prøve at lave. Især hvis du er vild med havregrynskugler! Du kan desuden finde min families opskrift på nemme havregrynskugler lige hér; Havregrynskugler

Normalt plejer vi kun at lave havregrynskugler. Men de sidste par år, har jeg selv lavet en portion af de her enormt lækre kokoskugler, som bl.a. er med appelsin og som er rullet i ristet kokos. De er lidt mere friske og lette, end havregrynskugler. Hvilket jeg også synes er super lækkert, at kompensere med, når man får en masse søde sager og tung mad til jul. Dog skal det siges, at jeg elsker alle former for havregrynskugler, kokoskugler mm. Derfor er disse selvfølgelig nødt til også at være en del af årets konfektfad, da jeg ikke rigtigt kan vælge eller fravælge.

Lige et tip! Jeg rullede et par stykker af kuglerne i smeltet chokolade, da der var en slat til overs, af årets konfektproduktion. Først derefter trillede jeg dem i det ristede kokos. De blev endnu bedre! Så hvis du prøver at lave disse, så gør lige dig selv den tjeneste, at vende dem i smeltet chokolade først. Det vil du ikke fortryde!

Måske du også vil kunne lide; Sprøde biscotti – to forskellige slags | Bounty | Julesmåkager | Klatkager af risengrød

Kokoskugler - nem julesnack
Kokoskugler

Kokoskugler med appelsin og ristet kokos

Forb. tid10 minutter
Tilb. tid20 minutter
Keyword: Kokoskugler med appelsin
Antal: 55 kokoskugler
Forfatter: Mia Lindholm

Ingredienser

  • 200 gr. smeltet smør
  • 1 dl. sukker
  • 6 dl. kokosmel
  • 3 dl. finvalsede havregryn
  • 5 spsk. kakaopulver
  • Saften fra 1 appelsin

Topping;

  • 2 dl. kokos til topping – du kan også bruge kakaopulver, havregryn, lakridspulver, tranebærpulver mm. i stedet

Sådan gør du

  • Rist kort din kokos på en tør pande og husk at røre rundt i det til det får en gylden farve. Hæld det derefter over i en skål og lad det køle af inden brug
  • Smelt smøren og opløs sukkeret deri. Hæld de øvrige ingredienser i en skål og pres saften fra appelsinen i. Sørg for, at der ikke er kerner i saften! Hæld evt. saften igennem en si, så du er på den sikre side
  • Bland smøren og appelsinsaft sammen med de tørre ingredienser og rør godt rundt, til du får en jævn masse. Smag din masse til, så den passer helt perfekt til din smag. Jeg kan godt lide, at disse de ikke er alt for søde
  • Rul dine kokoskugler til ensformige kugler og tril dem i den ristede kokosmel – du kan også bruge kakaopulver eller anden drys. Sæt kokoskuglerne på et stykke bagepapir, ovenpå et spækbræt, en tallerken eller andet, og stil dem på køl
  • Opbevar derefter dine kokoskugler i en kagedåse, beklædt med bagepapir. Kokoskuglerne skal opbevares køligt i en lufttæt kagedåse eller bøtte.

Velbekomme!

Kokoskugler med ristet kokos

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.